Værd at vide om dressurstævner
Ved dressurstævner skal man have lært og indøvet et eller flere programmer på forhånd.
Du kan se Susås dressurprogrammer her: https://susaarideklub.dk/dressurprogrammer
Hvis du er usikker på hvilket program, der passer dig, kan du tale med din underviser herom. Det er muligt, at få støtte fra trækkere/hjælpere fra rideskolen under hele skridt 1 og trav 1 programmet.
En speaker vil meddele, når det er din tur til at riden ind på dressurbanen, samt hvornår du skal starte dit program.
Ved dressurstævner gives en karakter fra 0-10 for hver øvelse, der er i programmet samt rytterens og hestens samarbejde. Dommeren er placeret i dommertårnet. Her er også speaker og skriver, som noterer dommerens karakter og bedømmelse.
Resultatet bliver angivet som procentsummen af det højest mulige resultat for det pågældende program. Den rytter, der har den højeste procent, vinder klassen. Hvis der er lighed i placeringerne, får begge denne placering. Fx hvis der er to, som deler 1. pladsen, vil begge placeres på 1. plads og den næste får en 3. plads. Hvis der er tre, som deler 1. pladsen, vil den næste få en 4. plads.
Der vil placeringsrosetter. Antallet af rosetter pr. klasse afhænger af hvor mange, der deltager i den enkelte klasse. Der gives en roset for hvert påbegyndt antal af tredje startende. Nedenfor er vist eksempel herpå.
Antal startende i klassen | Placeringsroset |
1 | 0 (rider for bedømmelse) |
2-3 | Roset til 1. plads |
4-6 | Roset til 1. og 2. plads |
7-9 | Roset til 1., 2. og 3. plads |
10-13 | Roset til 1., 2., 3. og 4. plads |
Der skal mindst være to startende i en klasse, for at der gives placeringsroset i klassen.
Du er altid velkommen til at hente din bedømmelsesseddel efter overrækkelse af rosetter.
En dag før stævnet afholdes, sendes startlisterne til deltagerne. Her angives heste og ryttere i den foreløbige startrækkefølge samt en omtrentlig starttid på hver klasse.
Der kan være ændringer i startlisten på selve stævnedagen. Disse vil blive angivet på startlisten ved indgangen til ridehallen.
Vi forbeholder os retten til at slå klasser sammen afhængig af antal deltagere.
Rytteren
Hver rytter er selv ansvarlig for at være klar med hest/pony på det angivet starttidspunkt. Husk at have klargjort og varmet hesten/ponyen op inden dit starttidspunkt. Forsinkelser kan opstå.
Kom gerne i god tid inden dit starttidspunkt, så du ikke har alt for travlt, men kan tage det roligt på stævnedagen.
Det er god stil at være pæn og ren til ridestævne. Hvis håret er langt, skal det altid være samlet.